Har du taget springet og har startet din egen klinik eller går du stadig og overvejer hvordan du kommer i gang? Uanset hvad, er der mange ting man skal holde styr på, når man åbner en klinik. Her får du vores bud på, hvad du kan gøre, for at få en god start på dit klinik-eventyr.
Førstehåndsindtrykket
De fleste har hørt, mindst en gang i deres liv, at det er vigtigt at give et godt førstehåndsindtryk. Og der er altså noget om det. Ud fra førstehåndsindtrykket, forsøger vi mennesker nemlig at forudsige, hvordan en person er og vil opføre sig fremover. Og det samme gælder mere eller mindre for virksomheder.
Derfor er det vigtigt, at din klinik giver det bedst mulige førstehåndsindtryk til kunderne. For en virksomhed er der flere ting, der kan bidrage til førstehåndsindtrykket. Først og fremmest er det medarbejderne – uanset om de bliver mødt ansigt til ansigt eller over telefonen. For at sikre en gennemført identitet, kan det være en fordel at gøre brug af uniformer, og aftale hvilket sprog der kommunikeres med. Herudover er det alle de fysiske rammer, både hjemmeside, visitkort, synlige marketingaktiviteter og ikke mindst selve klinikken. Det er rigtig vigtigt at din klinik fremstår professionel, ren og ordentligt. Har du brug for professionel indretning af din klinik, kan du få hjælp her.
Klare ambitioner
Før du starter din klinik, er det essentielt at du lægger dig fast på, hvad din klinik tilbyder. Vil du være en klinik der kan det hele eller vil du være en niche-klinik? Valget kommer i høj grad også an på, om du forventer at være den eneste medarbejder i din klinik, eller om du drømmer om at ansætte flere medarbejdere. I langt de fleste tilfælde, kan det bedst betale sig at specialisere sig indenfor ét eller få felter, i stedet for at slå et større brød op end du kan bage. På den måde bliver du også specialist i den eller de ting, i stedet for at være en lille smule god til mange ting.
Nogle klinikker har f.eks. speciale i behandling af snorken, nogle har speciale i fødder og andre har speciale i læbeforstørrende behandlinger. Vælg det område der interesserer dig mest, men som der også er kunder i. Bliver det FOR niche, kan du risikere at der ikke er kunder og derved penge i det.
Husk markedsføring
Som nyopstartet klinik, kan man desværre ikke forvente at kunderne vælter ind ad døren den aller første dag. Du bliver nødt til at lave noget larm og gøre eventuelle kunder opmærksomme på dig og din virksomhed. Du kommer altså ikke udenom at skulle bruge nogle penge på markedsføring – man skal bruge penge for at tjene penge!
Der er mange ting du selv kan gøre – f.eks. er annoncering på sociale medier og e-mail-marketing nogenlunde nemt at have med at gøre. Og så skal du selvfølgelig have en hjemmeside, som folk kan klikke sig ind på og se hvilke behandlinger du tilbyder og priserne på dem. Føler du at det er en jungle at finde rundt i de forskellige marketingkanaler og har du hverken flair eller interesse for det, kan du selvfølgelig også betale dig fra det.