Forestil dig tre mænd i deres 70’ere, der sidder omkring et pokerbord mellem optagelserne af en 159 millioner dollar dyr Netflix-produktion. Robert De Niro tæller sine chips med den samme metodiske ro, som han senere ville bruge til at portrættere lejemorder Frank Sheeran. Al Pacino gestikulerer voldsomt og fortæller anekdoter fra Serpico-tiden, mens Joe Pesci – manden der normalt eksploderer som et fyrværkeri – sidder stille som en sten og observerer.
Dette var realiteten bag kameraet på Martin Scorseses The Irishman, hvor medvirkende i The Irishman ikke bare spillede roller, men levede sig ind i en helt særlig filmhistorisk øjeblik. For første gang i årtier blev Hollywoods tungeste navne forenet i et projekt, der ikke handlede om at bevise noget eller score kasse-hits, men om at skabe noget der ville overleve dem alle.
Hvad gør så netop disse skuespillere så fascinerende? Er det nostalgi? Ren stjernekraft? Eller er der noget dybere – en kemisk reaktion, der opstår, når aldrende mestre mødes for måske sidste gang?
Læs også artiklen om medvirkende i Yellowstone
Hvem er de vigtigste medvirkende i The Irishman?
Når cineasterne taler om medvirkende i The Irishman, handler det ikke kun om navnene på plakaten. Det handler om et ekosystem af talenter, hvor hver rolle – fra instruktørstolen til den mindste birolle – bidrager til filmens hypnotiske kraft.
I centrum står naturligvis den hellige treenighed: De Niro, Pacino og Pesci. Men Martin Scorsese som instruktør er langt mere end bare manden bag kameraet – han er orkesterlederen, der får tre alpha-skuespillere til at dance samme melodi. Steven Zaillian, manuskriptforfatteren, oversatte Charles Brandts bog “I Heard You Paint Houses” til et soundtrack af tavsheder og underspillede trusler. Og så er der selvsagt de tekniske magikere hos Industrial Light & Magic, der fik 70-årige mænd til at se ud som deres 40-årige selv.
Men lad os ikke glemme kvinderne, der fungerer som filmens moralske kompas: Anna Paquin som Peggy Sheeran leverer en præstation, der siger mere med tavsheder end de fleste skuespillere gør med monologer. Katharine Narducci som Carrie Bufalino og Welker White som Josephine Hoffa skaber portrætter af kvinder, der ved præcis hvad deres mænd laver – og vælger at leve med det.
| Navn | Rolle i The Irishman | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Robert De Niro | Frank “The Irishman” Sheeran | Taxi Driver, Goodfellas, Raging Bull | Brugte 4 måneder på at studere Sheerans ganglag og kropssprog |
| Al Pacino | Jimmy Hoffa | Scarface, The Godfather, Serpico | Første samarbejde med Scorsese efter 50 års karriere |
| Joe Pesci | Russell Bufalino | Goodfellas, Casino, My Cousin Vinny | Kom ud af pension specifikt for denne rolle |
| Martin Scorsese | Instruktør | Taxi Driver, Goodfellas, The Departed | Arbejdede på projektet i over 10 år før optagelserne |
| Anna Paquin | Peggy Sheeran | True Blood, The Piano, X-Men | Har kun 7 replikker i hele filmen |
| Steven Zaillian | Manuskriptforfatter | Schindler’s List, Moneyball | Skrev 12 forskellige versioner af manuskriptet |
Det fascinerende ved denne konstellation er, hvordan hver medvirkende bringer årtiers erfaring med, men alligevel formår at overraske. De Niro, der normalt dominerer sine scener, trækker sig tilbage og lader Sheerans stilhed tale. Pacino, berygtet for sin teatralske stil, finder en mere jordnær tilgang til Hoffa. Og Pesci? Han gør det modsatte af alt, hvad vi forventer fra manden, der skreg “Funny how?” i Goodfellas.
Læs også artiklen om hvem har spillet Batman
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i The Irishman?
Kemien mellem medvirkende i The Irishman er som en perfekt storm af nostalgi, gensidig respekt og kunstnerisk desperation. Disse skuespillere ved, at dette meget vel kunne være deres sidste chance for at skabe noget betydningsfuldt sammen – og den viden gennemsyrer hver scene med en særlig intensitet.
Scorsese som instruktør forstod perfekt, hvordan han skulle orkestrere dette ensemble. I stedet for at lade stjernerne konkurrere om opmærksomhed, skabte han et miljø hvor de hver især kunne bidrage med deres styrker uden at overskygge hinanden. Det er derfor, vi ser De Niro i hans mest afdæmpede præstation i årtier – ikke fordi han har mistet sin kant, men fordi han ved, at Sheerans magt ligger i hans evne til at være ubemærket.
Aldersspektret blandt de medvirkende tilføjer også en ekstra dimension. De tre hovedroller spilles af mænd, der er mellem 70 og 79 år, hvilket gør filmens temaer om dødelighed og angst for at blive glemt til mere end bare intellektuelle øvelser. Når vi ser Frank Sheeran sidde alene på plejehjemmet i filmens slutning, ser vi ikke kun karakteren – vi ser Robert De Niro konfrontere sin egen dødelighed.
Den tekniske innovation med de-aging VFX fungerer som filmens hemmelige våben, der gør det muligt for de medvirkende at krydse fem årtier uden at miste deres ikoniske ansigtstræk. Men teknologien er kun så god som skuespillernes evne til at justere deres kropssprog og energi til de forskellige aldersgrupper – en præstation, der kræver årtiers erfaring.
The Irishman Trailer
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
At tale om medvirkende i The Irishman uden at nævne deres legendariske bagkatalog ville være som at diskutere en symfoni uden at nævne de enkelte instrumenter. Hver skuespiller bringer ikke kun deres talent med, men hele deres filmhistorie – en vægt, der både kan knuse og løfte en præstation.
Robert De Niro er manden, der definerede moderne skuespil. Fra Travis Bickles psykotiske ensomhed i Taxi Driver til Jake LaMotta’s selvdestruktive raseri i Raging Bull, har han skabt karakterer, der ulmer med en indre vold, som altid truer med at eksplodere. I The Irishman bruger han denne erfaring omvendt – Sheerans styrke ligger netop i, at volden aldrig ulmer, den er bare der, kold og professionel som et værktøj.
Al Pacino bragte sin berømte intensitet fra Michael Corleone og Tony Montana, men hvor disse karakterer ofte var kontrollerede eksplosioner, er Hoffas karisma mere som et fyrværkeri – farverigt, højtråbende og i sidste ende selvdestruktivt. Det ironiske er, at Pacino, der ofte kritiseres for at “overspille”, her finder en balance, der gør Hoffa både sympatisk og frusterende.
Joe Pesci – ak, den evige Tommy DeVito. I Goodfellas skabte han en af filmhistoriens mest skræmmende psykopater, en mand hvis vold var så uforudsigelig, at selv andre gangstere gik på tåspidserne omkring ham. At se ham som den rolige, nærmest zen-lignende Russell Bufalino er som at se en tidligere boxer blive til filosofiudræder. Det er samme grundtalent, bare vendt 180 grader.
Men det er instruktøren Martin Scorsese, der binder det hele sammen. Hans samarbejder med De Niro går tilbage til 1973’s Mean Streets, og gennem ni film har de skabt nogle af amerikansk cinemas mest ikoniske øjeblikke. At se dem arbejde sammen igen efter næsten et årti er som at se to jazzmusikere finde tilbage til deres gamle groove.
Læs også artiklen om medvirkende i Squid Game
Hvordan blev de medvirkende i The Irishman modtaget?
Når kritikere og publikum vurderede medvirkende i The Irishman, var reaktionerne nærmest euphoriske – men på en mærkelig afdæmpet måde. Her var ikke tale om fyrværkeri-anmeldelser eller stående ovationer, men snarere en form for ærbødig anerkendelse af, at man havde været vidne til noget særligt.
Rotten Tomatoes’ 95% score afspejlede en nærmest universal enighed blandt kritikerne: dette var ikke bare en god film, men et statement om, hvad der sker, når mestre får lov til at arbejde uden kommercielle begrænsninger. Variety roste De Niros “kontrollerede melankolske præstation,” mens New York Times fremhævede Pacinos evne til at gøre Hoffa både sympatisk og irriterende på samme tid.
Oscar-nomineringerne – 10 i alt – bekræftede akademiets respekt for projektet, selvom det ironisk nok gik tomhændet hjem. Nogle spekulerede i, at det var Netflix-faktoren, der spillede ind, andre pegede på filmens næsten tre en halv times spilletid som en barriere. Men i virkeligheden handlede det nok mere om timing: The Irishman var en film lavet af og for veteraner i en industri, der konstant fokuserer på det næste nye.
Publikumsreaktionerne var mere polariserede. Generationen, der voksede op med Goodfellas og Casino, så filmen som en værdig afslutning på Scorseses mafia-trilogi. Yngre seere klagede over tempoet og længden – en reaktion, der på sin egen måde validerede filmens temaer om generationsskift og glemsel.
Det mest interessante var måske reaktionen fra filmskuespillere selv. I interviews efter premieren talte flere af de medvirkende om oplevelsen som noget af det vigtigste, de nogensinde havde lavet – ikke nødvendigvis det bedste, men det vigtigste. Der er noget rørende ved at se legender tale om et projekt med den blanding af stolthed og melankoli, som kun kommer med erkendelsen af, at dette meget vel kunne være sidste dans.
Hvorfor gør netop disse medvirkende The Irishman uforglemmelig?
Der eksisterer en magisk formel i The Irishman, hvor medvirkende i The Irishman ikke bare spiller deres roller, men bliver til levende memento mori – påmindelser om tidens gang og kunstens dødelighed. Det er denne dobbelthed, der gør filmen uforglemmelig: vi ser ikke kun karaktererne ældes og dø, vi ser også skuespillerne konfrontere deres egen arv.
Martin Scorsese som instruktør skabte ikke bare en gangsterfilm, men et testamente. I næsten tre et halvt time udfolder han sin fascination af magt, loyalitet og forræderi, men denne gang med den tunghed, der kun kommer med visdommen om, at tiden løber ud. De klassiske Scorsese-elementer er der – voice-over, period-musik, omhyggeligt koreograferet vold – men pakket ind i en melankolsk ro, der gør hver scene til en meditation over tabt tid.
De-aging teknologien fungerer som filmens hemmelige våben, ikke fordi den er perfekt (de 50-årige versioner af skuespillerne bevæger sig stadig som 70-årige), men fordi ufuldkommenheden minder os om, at tid ikke kan overlistet. Når vi ser de Niro som ung Frank Sheeran, ser vi både karakteren og skuespilleren kæmpe mod tidens uundgåelighed.
Det er denne dobbelthed – mellem karakter og skuespiller, mellem fortid og nutid, mellem kunst og liv – der gør The Irishman til mere end bare endnu en Scorsese-film. De medvirkende formår at skabe noget, der både er en hyldest til deres tidligere arbejde og en afsked med det. Det er ikke mange film, der opnår den balance mellem nostalgi og innovation, mellem at se tilbage og acceptere fremtiden.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
Medvirkende i The Irishman satte ikke bare et punktum for Scorseses mafia-æra, men åbnede også et vindue til, hvordan veteranskuespillere kan navigere de sidste faser af deres karriere. I en Hollywood-industri, der ofte ser skuespillere over 65 som kassegifte, beviste The Irishman, at der stadig er sultne efter historier om alderdom, visdom og angst for døden.
Robert De Niro har siden signaleret, at han ønsker at fokusere på mindre, mere personlige projekter – måske en naturlig konsekvens af The Irishmans introspektive tone. Al Pacino fortsætter sin anden ungdom på streaming-platforme, hvor han finder nye måder at bruge sin teatralske stil på. Joe Pesci forbliver en gåde, men hans comeback i The Irishman har allerede inspireret andre pensionerede skuespillere til at overveje lignende projekter.
Martin Scorsese som instruktør har bekræftet, at han ikke er færdig med at udforske temaer om dødelighed og arv – hans kommende projekt Killers of the Flower Moon viser, at han stadig har historier at fortælle om amerikansk vold og korruption.
Men måske er den vigtigste arv fra The Irishman beviset på, at publikum stadig hungrer efter voksenfilmer – historier fortalt af og for mennesker, der har levet længe nok til at forstå, hvad der virkelig betyder noget. I en tid hvor blockbusters dominerer biograferne, står The Irishman som en påmindelse om, at de bedste historier ofte handler om, hvad der sker, når legen er slut, og regnskabet skal gøres op.
De medvirkende i The Irishman skabte ikke bare en film – de skabte en model for, hvordan legender kan ældes med værdighed uden at miste deres kant. Det er en lektie, som både Hollywood og publikum har brug for at lære.
