Forestil dig dette: Du er Christopher Plummer i 1964, og du skal spille en østriger, der flygter fra nazisterne, mens du synger med syv børn og Julie Andrews. Samtidig ved du godt, at hele projektet kunne blive en katastrofal sukkertøjseksplosion. Sådan startede historien om de medvirkende i Sound of Music – med en blanding af stjernestøv, skepsis og en instruktør, der insisterede på at filme i de rigtige østrigske Alper, selvom vejret var uforudsigeligt som en teenager.
Men det er netop denne kombination af skuespillere, der gør Sound of Music til mere end bare endnu en musical. Her mødtes Broadways elegance (Julie Andrews), Shakespeares styrke (Christopher Plummer) og Hollywoods charm (Eleanor Parker) i et ensemble, der skulle balancere mellem feelgood-elementer og den knugende realitet af fascismens fremmarsch. Resultatet? En film, hvor hver eneste af de medvirkende i Sound of Music bidrog til at skabe noget, der stadig får publikum til at synge med – og kritikere til at analysere dybere lag.
Hvem er de vigtigste medvirkende i Sound of Music?
Når vi taler om de medvirkende i Sound of Music, starter vi selvfølgelig med Julie Andrews. Hun ankom til projektet som den ferske Mary Poppins-stjerne, men denne gang skulle hun ikke bare være magisk – hun skulle være menneskelig. Maria von Trapp krævede en anden slags varme, en der kunne bære både rebellions mod klosterlivet og kærligheden til en familie under pres. Andrews’ performance er drevet af en energi, der aldrig føles forceret, selvom hun synger til bjergtoppe og underviser børn i musik med håndtegn.
Christopher Plummer, derimod, kom til rollen med en attitude. Han kaldte selv filmen for “The Sound of Mucus” – ikke ligefrem den mest begejstrede tilgang til projektet. Men paradoksalt nok er det måske netop hans indre modstand mod musicalens søde tone, der gør hans præstation så nuanceret. Kaptajn von Trapp bliver aldrig en kartonkarakter, fordi Plummer fylder ham med en aristokratisk stolthed, der både fascinerer og skræmmer. Hans kemiske reaktion med Andrews fungerer, fordi begge skuespillere bringer noget rigtigt med – ikke bare musical-magi.
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Blandt de øvrige centrale skuespillere i ensemblet finder vi Eleanor Parker som Baroness Schraeder. Parker, der allerede var etableret som film noir-dronning, bragte en sofistikeret kølighed til rollen, der gjorde hende til mere end bare “den onde kvinde”. Hun forstod at spille aristokrati som en maske, der både beskytter og isolerer.
Instruktøren Robert Wise fortjener sit eget kapitel i historien om de medvirkende i Sound of Music. Han kom til projektet med erfaring fra West Side Story og en vision om at lave en musical, der ikke skammede sig over at være storslået. Wise forstod, at hans job ikke kun var at instruere – det var at orkestrere et kæmpe ensemble af både stjerner og børn på en måde, der aldrig føltes kaotisk.
| Navn | Rolle i Sound of Music | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Julie Andrews | Maria von Trapp | Mary Poppins (1964) | Insisterede på minimal klipning under “Do-Re-Mi” for at bevare energien |
| Christopher Plummer | Kaptajn von Trapp | Shakespeareteatret | Kaldte filmen “The Sound of Mucus” under optagelserne |
| Eleanor Parker | Baroness Schraeder | Film noir-klassikere | Var gravid under optagelserne, men skjulte det med kostumering |
| Charmian Carr | Liesl von Trapp | Debutfilm | Var 21 år, da hun spillede en 16-årig |
| Nicholas Hammond | Friedrich von Trapp | Senere Spider-Man på TV | Blev den mest succesfulde af børneskuespillerne |
| Peggy Wood | Mother Abbess | Broadway-veteranen | Hendes sangstemme blev dubbed af Margery McKay |
| Robert Wise | Instruktør | West Side Story (1961) | Måtte håndtere gnidninger mellem Plummer og musicalformatet |
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Sound of Music?
Der er noget nærmest magisk ved kemien mellem de medvirkende i Sound of Music – og det er ikke tilfældigt. Robert Wise castede ikke bare efter navne eller udseende; han ledte efter skuespillere, der kunne balancere musicalens krav med historiens emotionelle dybde.
Tag børnene som eksempel. De syv von Trapp-børn kunne nemt være blevet en søde kliché, men Wise valgte unge skuespillere med forskellige personligheder og energier. Charmian Carr som Liesl bragte en teenagedrømmers sårbarhed, mens Nicholas Hammond som Friedrich skulle repræsentere den unge mands forvirring mellem loyalitet og oprør. Deres interaktion med Andrews føles ægte, fordi hun behandler dem som rigtige personer – ikke bare søde rekvisitter.
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Men den virkelige test af ensemblets styrke ligger i spændingerne. Plummer og Andrews skulle sælge en kærlighedshistorie mellem to voksne mennesker med både sår og ansvar. Eleanor Parker skulle være tiltrækkende nok til at være et reelt alternativ, men kold nok til at vi ønsker hende væk. Det kræver skuespillere, der kan nuancere – og instruktører, der tør lade karaktererne være komplicerede.
Wise’s valg af de medvirkende i Sound of Music afspejler også hans forståelse af, at dette ikke bare var endnu en musical. Han havde brug for skuespillere, der kunne håndtere overgangene mellem de syngelige øjeblikke og de scener, hvor nazisternes truende tilstedeværelse krævede en helt anden slags intensitet.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Julie Andrews’ karriere før og efter Sound of Music er en studie i, hvordan en skuespiller kan både blive fanget af og befriet af et ikonisk image. Hun kom til projektet direkte fra Mary Poppins – en rolle, der havde etableret hende som Hollywoods nye musicalprinsesse. Men hvor Mary Poppins var magi og kontrol, krævede Maria von Trapp en anden slags autenticitet. Andrews skulle finde en balance mellem sin klassisk trænede sangstemme og karakterens jordnære oprør.
Efter Sound of Music kæmpede Andrews med at bryde ud af musicalboblen. Hendes senere forsøg på at vise range – som i Darling Lili (1970) eller Victor/Victoria (1982) – viste, at hun havde komisk timing og dramatisk dybde, men publikum ville have hende tilbage på alpebakkerne. Ironisk nok blev tabet af hendes sangstemme efter en operation i 1997 til en form for befrielse – pludselig kunne hun fokusere på skuespil uden forventningen om den perfekte sopran.
Christopher Plummer derimod brugte årtier på at distancere sig fra Kaptajn von Trapp. Han vendte tilbage til Shakespeare, dykkede ned i karakterroller og byggede langsomt en filmografi, der viste hans rækkevidde. Hans Oscar-vindende rolle i Beginners (2011) var på mange måder hans endelige frifindelse fra musical-fængslet – han beviste, at han kunne bære en film alene, uden sang eller syv børn som backup.
De syv børne-skuespillere fulgte vidt forskellige baner efter deres tid som medvirkende i Sound of Music. Nicholas Hammond blev den mest succesfulde med rollen som Spider-Man i 1970’ernes tv-serie, mens Charmian Carr forlod skuespillet for at blive forfatter og foredragsholder. Hendes bog “Forever Liesl” blev en bestseller blandt fans, der ville vide, hvordan det føltes at være en del af filmhistorien som teenager.
Hvordan blev de medvirkende i Sound of Music modtaget?
Kritikernes første reaktioner på de medvirkende i Sound of Music var blandede – og det afspejlede en større kulturel konflikt om musicalens plads i 1960’ernes mere kantede filmlandskab. Julie Andrews blev næsten universelt rost for sin varme og autenticitet, men flere kritikere undrede sig over, om hun kunne være noget andet end “den perfekte sangerinde”.
Læs også artiklen medvirkende i The Big Bang Theory
Christopher Plummer mødte større modstand. Nogle anmeldere syntes, hans aristokratiske afstandtagen fra musicalelementerne føltes arrogant, mens andre så det som en styrke, der gav karakteren dybde. Time Magazine wrote dengang: “Plummer brings a commanding presence that prevents the character from becoming just another charming leading man.”
Børnene blev generelt mødt med begejstring – kritikere roste deres naturlighed og evne til ikke at virke overinstruerede. Men bag kulisserne var det mere kompliceret. Flere af de unge skuespillere har senere fortalt om presset ved at blive del af en så massiv produktion, og hvordan deres normale opvækst blev påvirket af pludselig berømmelse.
Instruktør Robert Wise modtog mest ros for sin evne til at balancere det storslåede med det intime. Variety skrev: “Wise proves that musicals can handle serious themes without losing their entertainment value.” Men The Guardian var mere kritisk og kaldte hans tilgang “ambitiøs men til tider ufokuseret.”
Den langvarige reception har været venligere. I dag anerkendes de medvirkende i Sound of Music for at have skabt noget, der fungerer på flere niveauer – som både entertainment og som subtil kommentar til familiens modstand mod fascisme.
Sound of Music Trailer
Hvorfor gør netop disse medvirkende Sound of Music uforglemmelig?
Der er en grund til, at de medvirkende i Sound of Music stadig diskuteres mere end 50 år senere – de skabte karakterer, der føles rigtige selv i en musical-kontekst, der kunne have været ren fantasi. Julie Andrews og Christopher Plummer’s kemiske reaktion fungerer, fordi begge bragte modenhed til deres roller. Dette er ikke teenageforelskelse; det er to voksne mennesker, der finder kærlighed midt i en verden, der falder fra hinanden.
Men det er ensemblets samlede effekt, der gør filmen udødelig. De syv børn er ikke bare søde; de repræsenterer forskellige facetter af barndom under pres. Eleanor Parker’s baronesse er ikke bare en hindring for kærligheden; hun er symbol på en gammel verden, der ikke forstår, hvad der kommer. Peggy Wood’s abbedisse giver historien åndelig tyngde uden at blive predikende.
Og så er der instruktør Robert Wise’s vision. Han forstod, at hans job var at lade hver af de medvirkende i Sound of Music bidrage med deres unikke styrker, samtidig med at han skabte en helhed, der aldrig føltes fragmenteret. Hans evne til at balancere storladne koreografier med intime øjeblikke – dengang som nu – er hvad der adskiller Sound of Music fra mere forgængelige musicals.
Den politiske undertekst gør forskellen. Hvor andre musicals fra perioden flygtede fra samtidens problemer, turde de medvirkende i Sound of Music tackle en historie om modstand mod fascisme. Det giver hver sangnummer en ekstra dimension – vi ved, at denne familie synger, fordi de snart ikke længere må.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
De medvirkende i Sound of Music skabte noget, der stadig sætter standarden for, hvordan musicals kan balancere mellem entertainment og substans. I en tid, hvor streaming-tjenester genopliver musikgenren med serier som “Schmigadoon!” og “Zoey’s Extraordinary Playlist,” bliver Sound of Music igen relevant som et bevis på, at publikum godt kan håndtere musicals, der ikke skammer sig over at være både store og meningsfulde.
Julie Andrews’ arv lever videre i en ny generation af skuespillere, der lærer at synge autentisk i stedet for bare perfekt. Christopher Plummer’s tilgang – at bringe Shakespeare-intensitet til populær underholdning – inspirerer stadig karakterskuespillere, der nægter at være bare charmerende.
Måske vigtigst af alt beviste de medvirkende i Sound of Music, at publikum hungrer efter historier om almindelige mennesker, der gør extraordinære ting. I en verden præget af superheltefilm og CGI-spektakel er der noget radikalt ved en familie, der synger sig til modstand mod fascisme – og gør det så overbevisende, at vi stadig tror på det.
Det er arven fra de medvirkende i Sound of Music: beviset på at storslået filmkunst og ægte menneskelighed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens stærkeste allierede.
