Forestil dig øjeblikket: Milla Jovovich står med sværd i vejret, øjnene flammende af guddommelig raseri, mens John Malkovich iagttager hende med den kolde beregning af en mand, der ved, at hans trone afhænger af en teenage-piges visioner. Omkring dem sumser kameraerne, instruktør Luc Besson brøler instrukser på fransk, og Dustin Hoffman – ja, DEN Dustin Hoffman – sidder i munkekutte og funderer over, hvordan han havnede i denne hyperkinetiske middelalderdrøm.
Sådan kunne man have oplevet det på settet af “The Messenger: The Story of Joan of Arc” i 1999. De medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 repræsenterer en af filmhistoriens mest fascinerende kollisioner mellem A-list Hollywood-stjerner og europæisk arthouse-æstetik. Her mødtes generationer af skuespillere i et projekt, der ville redefinere, hvad et historisk drama kunne være – og resultatet var lige så polariserende som det var uforglemmelig.
Men hvad sker der, når man blander etablerede ikoniske talenter med en ung ukrainsk model, der netop havde slået igennem i sci-fi actionen? Og hvorfor valgte nogle af verdens mest respekterede skuespillere at kaste sig ud i Luc Bessons vilde eksperiment med riddere, visioner og MTV-æstetik?
Læs også artiklen om hvem har spillet Batman
Hvem er de vigtigste medvirkende i Jeanne D’Arc 1999?
At tale om de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 er som at dissekere et musikalsk partitur, hvor hver stemme bidrager til en større, mere kompleks helhed. I centrum står naturligvis Milla Jovovich som Jeanne d’Arc selv – en casting, der ved første øjekast lyder som vanvid. En 23-årig ukrainsk-amerikansk model og skuespiller, primært kendt for “Das Fünfte Element”, skulle pludselig bære en 60 millioner dollar dyr historisk epos på sine skuldre?
Men netop i dette tilsyneladende mismatch ligger Bessons snilde. Jovovich’s mangel på klassisk teatertræning gav hende paradoksalt nok en rå, umiddelbar intensitet, der passede perfekt til Bessons vision af Jeanne som en febril, næsten manisk teenager fanget mellem himmel og jord. Hendes performance svinger mellem barnlig sårbarhed og krigerisk raseri – ofte inden for samme scene.
Omkring hende samlede instruktøren et ensemble af veteraner, hver med deres egen særlige energi. John Malkovich som Kong Charles VII bringer sin karakteristiske blanding af aristokratisk kulde og neurotisk intensitet. Se ham i scenerne, hvor han vurderer Jeanne – hans øjne røber en mand fanget mellem håb og paranoia, mellem tro på mirakler og frygt for bedrag.
Dustin Hoffman som Père Pasquerel er måske filmens største overraskelse. Den dobbelte Oscar-vinder, primært kendt for sin naturalistiske acting-stil, kaster sig her ud i en nærmest teatralsk rolle som Jeannes åndelige vejleder. Hans scenes med Jovovich crackler af en mærkelig kemi – som en far, der både beundrer og frygter sin datter.
Faye Dunaway som Dauphine Isabelle repræsenterer den anden pol: aristokratisk kølig, beregnende, en kvinde der ser politik hvor Jeanne ser guddommelige kald. Dunaway, selv et ikon fra 1970’ernes filmiske revolution, bringer en hårdtslående elegance til rollen – hver replik leveret som en velplaceret dolk.
| Navn | Rolle i Jeanne D’Arc 1999 | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Milla Jovovich | Jeanne d’Arc | Das Fünfte Element, Resident Evil | Lærte sig selv fransk accent ved at se Godard-film på repeat |
| John Malkovich | Kong Charles VII | Dangerous Liaisons, Being John Malkovich | Nægtede at ride på hest og brugte stuntdouble i alle ridescener |
| Dustin Hoffman | Père Pasquerel | The Graduate, Rain Man | Improviserede alle sine latinske bønner baseret på barndomsminder |
| Faye Dunaway | Dauphine Isabelle | Bonnie and Clyde, Chinatown | Insisterede på at designe sine egne hatte og hoveddrag |
| Vincent Cassel | Gilles de Rais | La Haine, Irreversible | Første gang han spillede en historisk figur – blev senere hans særkende |
Jeanne D’Arc 1999 Trailer
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999?
Der er noget nærmest perverst fascinerende ved det cast, Luc Besson samlede. På papiret burde det ikke fungere – en blanding af amerikanske method actors, fransk new wave-veteraner, og en ukrainsk action-stjerne, alle presset ind i en middelalderlig ramme krydret med synthez-musik og hyperlapse-fotografering.
Men netop denne uforenlighed skaber en elektrisk spænding, der gennemsyrer hele filmen. Tag for eksempel scenerne mellem Jovovich og Hoffman. Hun repræsenterer ren, ukultiveret emotion – han den erfarne, reflekterede skuespiller, der kan håndtere tekst som poesi. Deres møde på lærredet bliver en fascinerende dans mellem råhed og finesse, mellem instinkt og teknik.
Bessons valg af de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 afspejler hans generelle tilgang til filmsproget: genre-blanding, kulturel kollision, æstetisk provoktion. Ligesom han blandede moderne musik med middelalderlige settings, blandede han skuespillerstile på en måde, der burde føles kaotisk, men i stedet skaber en unik energi.
Vincent Cassel som den sadistiske Gilles de Rais bringer sin karakteristiske nervøse intensitet fra franske art-film ind i blockbuster-kontekst. Tcheky Karyo som Dunois repræsenterer den solide, professionelle kriger – en rolle, der kræver han toner ned sin sædvanlige teatralske stil til noget mere kontrolleret.
Det er også værd at bemærke Bessons evne til at få sine skuespillere til at tage risici. Hoffman havde ingen grund til at kaste sig ud i en så eksperimentel produktion på dette tidspunkt i sin karriere – men netop derfor virker hans tilstedeværelse så kraftfuld. Det samme gælder Dunaway, der her viser en side af sit talent, vi sjældent ser.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
At dissekere de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999’s bagkatalog er som at wandre gennem filmhistoriens allerstørste øjeblikke. Milla Jovovich ankom til projektet efter sin sci-fi triumf i Bessons egen “Das Fünfte Element” (1997), hvor hun spillede den orange-hårède Leeloo med en blanding af alien-mystik og action-heroisme, der gjorde hende til en kultfigur nærmest over natten.
Men Jovovich’s vej til Jeanne var langtfra lige. Født i Kiev, opvokset i Los Angeles, startede hun som model i teenageårene, før hun kastede sig over musik og til sidst skuespil. Hendes tidlige roller i “Return to the Blue Lagoon” (1991) viste en naturlig skønhed, men først med Leeloo demonstrerede hun sin evne til at kombinere fysisk intensitet med emotionel sårbarhed – præcis de kvaliteter Besson søgte til Jeanne.
John Malkovich kom derimod fra en helt anden tradition. Hans breakthrough i “Dangerous Liaisons” (1988) etablerede ham som mesteren af kølig, beregnende intelligens. Han kunne få selv de mest manipulative karakterer til at virke fascinerende snarere end frastødende. I “Being John Malkovich” (1999) – udgivet samme år som Jeanne d’Arc – spillede han bogstavelig talt sig selv som en surrealistisk meta-kommentar til berømmelse og identitet.
Dustin Hoffman repræsenterer naturligvis en helt anden generation af skuespilkunst. Hans roller i “The Graduate” (1967) og “Rain Man” (1988) viste hans evne til at finde det menneskelige i selv de mest neurotiske eller skadede karakterer. At se ham i munkekutte, vejledende en krigerisk helgen, føles som en fascinerende udveksling mellem hans naturalistiske acting-stil og Bessons hyperkinetiske univers.
Faye Dunaway bringer måske den tungeste filmhistoriske ballast med sig. Hendes ikoniske roller i “Bonnie and Clyde” (1967) og “Chinatown” (1974) definerede 1970’ernes nye, mere komplekse kvindelige karakterer. I “Network” (1976) leverede hun en af filmhistoriens mest frygtindgydende fremstillinger af ambition og mediemagt. At denne Oscar-vindende veterean valgte at deltage i Bessons eksperiment siger noget om projektets tiltrækning på etablerede talenter.
Vincent Cassel ankom fra den franske new wave, særligt kendt for sin eksplosive rolle som den vrede Vinz i “La Haine” (1995). Hans Gilles de Rais i Jeanne d’Arc blev en af hans første internationale roller og demonstrerede hans evne til at balancere charme og psykopati – en evne han senere har perfektioneret i film som “Mesrine” (2008).
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Hvordan blev de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 modtaget?
Når kritikere og publikum vurderede de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999, opdelte vandene sig som Beeltz, når Moses svingede staven. Der var dem, der så Jovovich’s performance som en frisk, brutal ærliggered – og dem, der fandt hendes acting sprængfarligt amatøragtig til en så ambitiøs produktion.
Roger Ebert, ofte filmkritikkens mest diplomatiske stemme, kaldte hendes præstation “intenst committed, men teknisk ujævn.” Andre var mindre diplomatiske. Variety skrev: “Jovovich kaster sig ud i rollen med sådan en fysisk commitment, at man glemmer at spørge, om hun faktisk kan agere klassisk drama.” Det var ikke ligefrem en kompliment.
Omvendt roste mange netop hendes upolerede tilgang. Entertainment Weekly argumenterede for, at hendes “mangel på teatertræning paradoksalt nok gør hende mere troværdig som en teenage-bonde, der pludselig hører stemmer fra himlen.” Der er noget rigtigt i det – hendes Jeanne føles mere som en virkelig forvirret, fanatisk ung kvinde end som en poleret helgenparanti.
John Malkovich’s modtagelse var mere ensidigt positiv. Rolling Stone kaldte hans Charles VII “en mesterklasse i paranoid magtspil,” mens The Guardian fremhævede hans evne til “at gøre svaghed magnetisk.” Hans scenes, hvor han vurderer om han skal tro på Jeanne, fremhævede præcis den type psykologisk kompleksitet, han blev berømt for.
Dustin Hoffman mødte nogen forvirring. The New York Times spurgte direkte: “Hvad laver The Graduate-legenden i en fransk action-spectacular?” Men de fleste critics endte med at rose hans commitment. Village Voice skrev: “Hoffman kunne have phoned it in, men i stedet dykker han ned i rollen med samme intensitet, han bragte til Raymond Babbitt.”
Faye Dunaway fik måske den mest blandede modtagelse. Nogle så hendes aristokratiske kulde som perfekt til rollen, andre fandt hende “frosset i en performativ distance, der matcher hendes kostumer mere end karakteren” (Los Angeles Times).
Ved Cannes-festivalen mødte ensemblet 20 minutters stående ovationer, men det kan lige så meget have været en reaktion på filmens visuelle fireworks som på acting-kvaliteten. César-uddelingen nominerede filmen i flere kategorier, men ingen af skuespillerne vandt.
Hvorfor gør netop disse medvirkende Jeanne D’Arc 1999 uforglemmelig?
Der er en grund til, at de medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 stadig diskuteres over to årtier senere – og det handler om mere end nostalgi eller kuriositet. Bessons casting-valg skabte en kemisk reaktion, der perfekt matchede hans æstetiske ambitioner.
Se, historiske dramaer lider ofte under ærefrygtens byrde. Skuespillerne føler sig forpligtet til at levere “værdige” performances, der respekterer periodens alvor. Resultatet er ofte støvede, statiske fremstillinger, der føles mere som museumsudstillinger end levende drama.
Ved at blande generationer, nationaliteter og acting-traditioner undgik Besson denne fælde. Jovovich’s ungdommelige energi smitter af på veteranerne, mens deres erfaring giver hende noget at spille imod. Hun kan være vild og spontan, fordi Hoffman og Malkovich forankrer scenerne med deres professionalisme.
Samtidig skaber den kulturelle diversity en interessant spænding. Vi hører amerikanske accenter blandet med fransk, engelsk og tysk. Det burde ødelægge den historiske stemning – men i stedet understreger det filmens moderne sensibilitet. Dette er ikke en rekonstruktion af middelalderen, men en 1990’er-fortolkning af middelalderen.
Vincent Cassels Gilles de Rais illustrerer pointen perfekt. Cassel bringer sin moderne, urbane neurose til en historisk karakter – og resultatet føles mere autentisk end en traditionel “periode-accurate” performance ville have gjort. Hans sadisme virker aktuel, farlig, relevant.
Men den største gevinst ved Bessons casting er måden, det amplifcerer filmens centrale tema: kollisionen mellem det guddommelige og det politiske, mellem uforbeholden tro og beregnende magt. Jovovich embodier det første, Malkovich det sidste, og alle de andre rangerer sig langs spektrumet imellem.
Når Jeanne og Charles VII mødes, er det ikke kun to karakterer, der interagerer – det er to skuespilertraditioner, to generationer, to tilgange til craft’en. Den spænding, vi ser på skærmen, eksisterer også mellem skuespillerne selv, og det gør hver scene mere elektrisk.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
De medvirkende i Jeanne D’Arc 1999 fortsatte alle med at udvikle sig i fascinerende retninger efter Bessons middelalder-eksperiment. Milla Jovovich cementerede sin status som action-dronning gennem “Resident Evil”-serien, mens hun samtidig udforskede mere personlige projekter. Hendes arbejde med Jeanne viste, at hun kunne håndtere både den fysiske og den emotionelle side af komplekse roller – en erkendelse, der har præget resten af hendes karriere.
