Den sydende tåge fra Rick’s Café Américain, de blinkende neonskiltets forvarede skær, og så denne stemme – rå som whiskey, men med en understrøm af sårbarhed: “Here’s looking at you, kid.” Når vi taler om filmhistorie, er der få ensembler, der har presset sig så dybt ind i den kollektive bevidsthed som de medvirkende i Casablanca. Men hvad var det egentlig, der gjorde netop denne konstellation af skuespillere så magisk? Var det tilfældet, geniet – eller bare det rette øjeblik i historien, hvor krig og kærlighed kolliderede foran et kamera?
Introduktion – hvorfor de medvirkende i Casablanca er særligt interessante
I november 1942 var Hollywood desperat efter helte. Men ikke de sædvanlige cowboy-helte eller muskelmandstyper – de havde brug for en helt anden slags karisma. De medvirkende i Casablanca blev kastet sammen som en cocktail af europæiske flygtninge, amerikanske rebeller og instruktører med noget at bevise. Resultatet? En kemi, der stadig får filmstuderende til at analysere hver eneste blikudveksling mellem Humphrey Bogart og Ingrid Bergman.
Det fascinerende ved castet er ikke bare deres talent – det er deres timing. Bogart var stadig på vej op ad karrierestigen, Bergman var den svenske import med det “rigtige” ansigt til krigstid, og instruktør Michael Curtiz kæmpede for at bevise, at en ungarer kunne fortælle den ultimative amerikanske krigshistorie. Sammenblandingen af desperation, ambition og ren, skør kemi skabte noget, som studierne aldrig kunne have planlagt.
Læs også artiklen om hvem der har spillet Batman
Hvem er de vigtigste medvirkende i Casablanca?
Lad os være brutalt ærlige: Humphrey Bogart var ikke Warner Bros.’ førstevalg til Rick Blaine. Ronald Reagan var. Men heldigvis for filmhistorien blev Bogart tilgængelig, og pludselig fik vi en Rick, der ikke bare var charmerende – han var farlig. Bogart bragte en kant til rollen, en bitterhed, der gjorde hans transformation fra kyniker til idealist troværdig.
Ingrid Bergman ankom til Hollywood med denne irriterende evne til at se både uskyldig og verdensvant ud på samme tid. Som Ilsa Lund blev hun det perfekte modsvar til Bogarts hårdkogte facade. Men her er det interessante: Bergman havde ingen anelse om, hvilket slut filmen ville få, indtil den sidste uge af indspilningen. Hendes forvirring over, om Ilsa skulle vælge Rick eller Victor, skinner igennem i hver scene – og gør hendes præstation endnu mere nuanceret.
Paul Henreid som Victor Laszlo kunne have været filmens svageste led – den noble frihedskæmper, der står i vejen for den store romance. I stedet formåede Henreid at gøre ham til en karakter, vi rent faktisk respekterer. Han spiller ikke bare den “rigtige” mand – han spiller manden, Ilsa har brug for.
Og så er der Claude Rains som kaptajn Renault. Ah, Rains! Her er en skuespiller, der forstod, at en birol kan stjæle en film ved aldrig at forsøge på det. Hans Renault er korrupt, charmerende, pragmatisk – og i sidste ende forløst. Rains giver os den perfekte mellemmand mellem Ricks kynisme og Victors idealisme.
| Navn | Rolle i Casablanca | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Humphrey Bogart | Rick Blaine | The Maltese Falcon (1941) | Var ikke førstevalg – Ronald Reagan var |
| Ingrid Bergman | Ilsa Lund | Intermezzo (1939) | Vidste ikke filmens slutning før sidste uge |
| Paul Henreid | Victor Laszlo | Now, Voyager (1942) | Nægtede at spille skurke efter denne rolle |
| Claude Rains | Kaptajn Renault | The Invisible Man (1933) | Improviserede mange af sine bedste replikker |
| Dooley Wilson | Sam | Keep Punching (1939) | Kunne ikke spille klaver – blev dubbet |
| Conrad Veidt | Major Strasser | Das Cabinet des Dr. Caligari (1920) | Flygtede fra Nazi-Tyskland i virkeligheden |
| Peter Lorre | Ugarte | M (1931) | Var morfinafhængig under optagelserne |
Læs også artiklen om medvirkende i Yellowstone
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Casablanca?
Her bliver det virkelig interessant. Instruktør Michael Curtiz havde kastet sammen et ensemble, der på papiret burde have været et katastrofe. Du har en amerikanske tough guy (Bogart), en svensk teaterskuespiller (Bergman), en østrigsk gentleman (Henreid), en engelsk karakter-skuespiller (Rains) og et helt arsenal af europæiske emigranter i birollerne.
Men Curtiz – selv en ungarsk immigrant – forstod noget fundamentalt om krigstidens Amerika: Det var en smeltedigel af kulturer, alle samlet omkring fælles idealer. De medvirkende i Casablanca repræsenterede bogstavelig talt dette Amerika. Conrad Veidt, der spillede nazi-officeren Major Strasser, var selv flygtet fra Hitler-Tyskland. Peter Lorre var jøde fra Østrig. Marcel Dalio, der spillede croupieren, havde mistet sin familie i holocaunet.
Denne autenticitet – at virkelige ofre for nazismen spillede over for virkelige nazister – giver filmen en emotionel vægt, som aldrig kunne være blevet skrevet ind i manuskriptet. Når disse skuespillere synger “La Marseillaise” for at overdøve tyskernes sange, er det ikke bare teater. Det er et ægte oprør.
Curtiz selv var genialt til at orkestrere kaos. Hans berømte temperamentsudbrud på settet var ikke bare artistiske lunefuldheder – de var bevidste forsøg på at skabe ægte spænding mellem skuespillerne. Og det virkede. Kemien mellem Bogart og Bergman har den nervøse energi af to mennesker, der aldrig helt ved, hvad den anden tænker.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Bogart havde allerede vist sit potentiale i The Maltese Falcon året før, men Casablanca cementerede hans status som antiheltens prototype. Efter filmen blev han Hollywoods foretrukne valg til mænd med tvivlsomme motiver og uventede samvittigheder. The Big Sleep, To Have and Have Not – listen er lang og lækker.
Ingrid Bergman brugte Casablanca som springbræt til at blive 1940’ernes mest alsidige skuespiller. Fra Gaslight til Notorious til hendes skandaløse (for samtiden) affære med Roberto Rossellini – Bergman nægtede at blive sat i bås som den søde, svenske pige. Hun havde kant, ambition og en næsten ubehagelig autenticitet på kameraet.
Paul Henreid blev desværre typecasted som den noble europæer, men han bar det med værdighed. Claude Rains blev Hollywoods foretrukne gentleman-skurk – en mand, der kunne være charmerende og truende på samme tid. Se bare Notorious, hvor han spiller Ingrid Bergmans nazistiske ægtemand med en perfekt blanding af kærlighed og desperation.
Men lad os tale om Dooley Wilson. Sam blev hans forbandelse og velsignelse på samme tid. Wilson var faktisk trommeslager, ikke pianist – hans klaverspil blev dubbet under optagelserne. Men hans performance af “As Time Goes By” blev så ikonisk, at den ødelagde alle hans chancer for at blive kendt for andet. Hollywood i 1940’erne var ikke klar til at se sorte skuespillere i hovedroller, og Wilson blev fanget i biroller resten af sin karriere. Det er en af filmhistoriens største tragedier.
Læs også artiklen om medvirkende i Squid Game
Hvordan blev de medvirkende i Casablanca modtaget?
Kritikerne var forsigtigt positive. Bosley Crowther i New York Times kaldte det “en god film”, men ikke en klassiker. Publikum var mere begejstrede – særligt kvinderne, der så noget i Bogarts blanding af styrke og sårbarhed, som de ikke havde set før.
Men Oscar-ceremonien i 1944 afslørede filmens sande påvirkning. Tre sejre ud af otte nomineringer, men vigtigere: Ingen af skuespillerne vandt. Bogart blev ikke engang nomineret, hvilket i dag virker absurd. Paul Henreid og Claude Rains var nomineret som bedste mandlige birolle – og splittede stemmer, så Claude Rains vandt. Nej, vent – det var Charles Coburn for The More the Merrier. Se, sådan splittede de hinanden.
Den ægte anerkendelse kom senere. Årtier senere. Når American Film Institute lavede deres lister over filmhistoriens bedste, dukkede de medvirkende i Casablanca konsekvent op. Bogarts “Here’s looking at you, kid” blev kåret som en af filmhistoriens bedste replikker. Bergmans Ilsa blev prototypen på den komplekse kvindelige hovedrolle.
Hvorfor gør netop disse medvirkende Casablanca uforglemmelig?
Her er sandheden: De medvirkende i Casablanca fungerer, fordi de alle spiller imod type på subtile måder. Bogart, tough guy’en med det bløde hjerte. Bergman, den uskyldige kvinde med skjulte dybder. Henreid, idealisten der ikke er naiv. Rains, skurken der har samvittighed.
Curtiz forstod, at filmens politiske budskab – at Amerika må opgive sin isolationisme og træde ind i kampen mod fascismen – kun ville fungere, hvis det blev personificeret gennem troværdige karakterer. Rick Blaines rejse fra “jeg blander mig ikke” til “her er dit exit-visa” er Amerikas rejse fra neutralitet til engagement.
Men det der gør det hele uforglemmelig er autenticiteten. Disse skuespillere levede de konflikter, de spillede. Emigranterne i castet havde levet med nazismens trussel. Bogart kæmpede med sin egen identitet som skuespiller versus filmstjerne. Bergman balancerede mellem kunst og kommerciel succes.
Instruktør Michael Curtiz orkestrerede det hele med en ungarers forståelse for eksil og længsel. Han vidste, hvad det vil sige at være hjemløs og alligevel håbe. Den viden gennemsyrer hver scene, hver dialog, hver blikudv
