Forestil dig at få besked på, at din romantiske komedie-helt skal redde verden – men kun når han er på størrelse med en myg. Det var præcis den udfordring, som medvirkende i Ant-Man stod overfor, da Marvel i 2015 satsede på deres mest utraditionelle superhelteprojekt til dato.
Her var ingen Chris Hemsworth’ske gudemuskler eller Robert Downey Jr.’s milliardærarrogance. I stedet samlede instruktør Peyton Reed et cast af underdogs, komedieveteraner og karakterskuespillere, der skulle få publikum til at tro på, at en skilsmisseplaget tyv kunne blive verdens mindste helt. Resultatet? En kemisk reaktion så eksplosiv, at den sprængte alle forventninger – bogstavelig talt på molekylært niveau.
De medvirkende i Ant-Man repræsenterer et fascinerende eksperiment: Hvad sker der, når Marvel-maskineriet tager chancen på skuespillere, der normalt ikke får lov at redde universet? Svaret ligger gemt i hver eneste nuance af Paul Rudds selvironiske charme og Michael Douglas’ iskold autoritet.
Læs også artiklen hvem har spillet batman
Introduktion – hvorfor de medvirkende i Ant-Man er særligt interessante
Paul Rudd som Scott Lang burde aldrig have fungeret som superhelt. Med sin “fyr-fra-nabohuset”-udstråling og tendens til at få enhver situation til at virke akavede, lignede han mere en, der ville spørge om lov til at låne din plæneklipper end en, der ville redde verden. Men netop dét blev hans superkraft.
Rudd bragte års erfaring fra komedier som Anchorman og I Love You, Man ind i MCU, men justerede sin sædvanlige slapstick med en faderskabs-desperationer, der gjorde Scott Lang til den mest jordnære helt i Marvels stald. Når han snakker med myrer eller falder ned af et badekar i fuld størrelse, føles det ægte – fordi Rudd aldrig glemmer, at hans karakter egentlig bare er en fyr, der gerne vil være en god far.
Michael Douglas som Dr. Hank Pym er den medvirkende i Ant-Man, der bringer tyngde til hele konstruktionen. Med Oscar-statuetten og årtiers erfaring som både charmør og psykopat (Basic Instinct, Wall Street) i bagagen, leverer Douglas en Hank Pym, der balancerer mellem mentor og potentiel skurk. Hans iskold kontrol over Pym-partiklens hemmeligheder bliver filmens emotionelle knudepunkt – og Douglas spiller det som en mand, der har set for meget til nogensinde at blive overrasket igen.
Hvem er de vigtigste medvirkende i Ant-Man?
Evangeline Lilly som Hope van Dyne kunne nemt være endt som endnu en Marvel-kvinde, der venter på sidelinjen mens mændene leger superhelte. I stedet skaber Lilly en karakter, der er fysisk stærkere, emotionelt mere kompleks og langt mere kompetent end hovedpersonen. Hendes bitre opgør med faderens hemmeligheder og frustrationen over at blive holdt ude af aktionen gør Hope til filmens egentlige motor – og hendes kemi med Rudd gnistrer af autentisk irritation snarere end påklistret romance.
Corey Stoll som Darren Cross/Yellowjacket havde den utaknemmelige opgave at være skurk i en film, hvor alle andre skuespillere fik lov at være charmerende. Stoll løser det ved at spille Cross som en mand, der langsomt bliver sindssyg af magt – en præstation, der balancerer mellem corporate-psykopat og ægte tragisk figur.
| Navn | Rolle i Ant-Man | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Paul Rudd | Scott Lang/Ant-Man | Anchorman, I Love You Man | Skrev dele af sit eget dialog |
| Michael Douglas | Dr. Hank Pym | Wall Street, Basic Instinct | Første Oscar-vinder i MCU som hovedrolle |
| Evangeline Lilly | Hope van Dyne | Lost, The Hobbit-trilogien | Insisterede på at lave egne stunts |
| Corey Stoll | Darren Cross/Yellowjacket | House of Cards | Barberede hovedet specielt til rollen |
| Judy Greer | Maggie Lang | Arrested Development | Har spillet ekskone i over 20 film |
| David Dastmalchian | Kurt | The Dark Knight, Prisoners | Tidligere heroinjunkie, nu mental sundhedsadvokat |
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Ant-Man?
De medvirkende i Ant-Man deler én afgørende egenskab: De kommer alle sammen fra underdogs-traditionen. Hvor andre Marvel-film satser på skuespillere, der allerede ser ud som guder, valgte instruktør Peyton Reed karakterskuespillere med et naturligt outsider-gen.
Paul Rudd var 46 år gammel, da han fik rollen – en alder, hvor de fleste superhelte-karrierer slutter, ikke begynder. Michael Douglas var 70 og længst ude over den alder, hvor Hollywood normalt giver mandlige veteraner lov til at være action-figurer. Evangeline Lilly kom fra fantasy-genren, ikke action. Corey Stoll var kendt for karakter-TV, ikke blockbuster-ondskab.
Denne castning skabte en særlig kemi: Alle de medvirkende i Ant-Man vidste, at de var outsidere i Marvel-maskineriet, og den følelse af at være underdogs smittede af på deres præstationer. Der er en ægte hungrende energi i deres spil – som folk, der har fået en chance, de aldrig havde forventet, og som er fast besluttet på at gribe den.
Reed udnyttede denne dynamik ved at lade skuespillerne improvisere i mange scener. Rudds baggrund fra komedie-improv, Douglas’ årtiers erfaring med at finde subtext, og Lillys Lost-træning i at reagere på absurde situationer skabte øjeblikke af ægte spontanitet midt i Marvels ellers nøje kontrollerede univers.
Ant-Man Trailer
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Paul Rudd havde brugt to årtier på at perfektionere rollen som “den normale fyr i absurde situationer.” Fra hans breakout-rolle i Clueless (1995) til hans ikoniske Mike Hannigan i Friends, havde Rudd specialiseret sig i at være charmerende uden at være truende. Hans samarbejde med Judd Apatow i The 40-Year-Old Virgin og Knocked Up cementerede hans status som en af Hollywoods mest pålidelige komedie-aktiver.
Men de medvirkende i Ant-Man demonstrerede Rudds skjulte range. Hans erfaring fra uafhængige film som The Fundamentals of Caring viste en skuespiller, der kunne finde ægte emotion under komedien – præcis hvad Scott Lang krævede.
Michael Douglas bragte derimod fire årtiers erfaring som både skuespiller og producer. Hans Oscar-vindende præstation i Wall Street etablerede ham som mester i at spille mænd med farlige hemmeligheder – en færdighed, der oversættes perfekt til Dr. Hank Pym. Douglas’ erfaring fra thrillere som Fatal Attraction og Basic Instinct gav ham værktøjerne til at gøre Pym til en mentor, man aldrig helt kan stole på.
Evangeline Lilly havde før Ant-Man primært været kendt for Lost, hvor hun perfektionerede kunsten at reagere på det absurde med absolut seriøsitet – en færdighed, der viste sig uvurderlig, når man skal tage samtaler om krympende teknologi og talende myrer alvorligt.
Corey Stoll var måske den mest overraskende casting blandt de medvirkende i Ant-Man. Hans nuancerede portræt af politikeren Peter Russo i House of Cards viste en skuespiller, der kunne gøre svaghed til styrke. Som Yellowjacket vendte han den proces om – og skabte en skurk, hvis styrke langsomt afslørede hans fundamentale svaghed.
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Hvordan blev de medvirkende i Ant-Man modtaget?
Kritikernes dom over de medvirkende i Ant-Man var næsten unisont positiv – en overraskelse for mange, der havde forventet, at Marvels “lille” film ville blive overskygget af deres større præstationer.
Paul Rudd blev særligt rost for sin evne til at bevare sin komediepersonlighed uden at underminere superhelte-genren. Entertainment Weekly skrev: “Rudd beviser, at man kan redde verden uden at miste sin menneskelighed – eller sin evne til at få publikum til at le.” Rolling Stone tilføjede: “Hvor andre Marvel-helte føles som action-figurer, der har lært at snakke, føles Rudd som et ægte menneske, der har lært at flyve.”
Michael Douglas fik ros for at bringe veterantyngde til MCU uden at virke malplaceret. Variety kommenterede: “Douglas navigerer mellem kærlighed og manipulation med den præcision, man kun opnår efter årtiers erfaring.” Hans præstation blev især rost for at gøre exposition interessant – en kunstart i sig selv.
Evangeline Lilly blev fejret for at bryde MCU’s tendens til at reducere kvindelige karakterer til romantiske interesser. The Guardian skrev: “Lilly skaber en kvinde, der er mere interesseret i hævn end romance – og filmen bliver meget stærkere for det.”
Publikums reaktion var endnu mere entusiastisk. På sociale medier eksploderede hashtags som #AntManCast og #PaulRuddMarvel, mens fans roste de medvirkende i Ant-Man for at gøre superheltegenren menneskelig igen.
Hvorfor gør netop disse medvirkende Ant-Man uforglemmelig?
De medvirkende i Ant-Man lykkes, fordi de aldrig glemmer filmens grundlæggende præmis: Dette er historien om almindelige mennesker i en ekstraordinær situation. Hvor andre Marvel-film handler om eksceptionelle mennesker, der bliver endnu mere eksceptionelle, handler Ant-Man om fejlbarlige mennesker, der må lære at være helte.
Paul Rudds Scott Lang er ikke en genius som Tony Stark eller en krigsgud som Thor. Han er en fyr, der lavede dårlige valg og desperat vil gøre det bedre for sin datter. Rudd spiller ham aldrig som en traditionel helt – han spiller ham som en far, der tilfældigt har fået superkræfter. Når han fejler (og det gør han konstant), føles det ægte, fordi Rudd aldrig lader os glemme, at Scott egentlig ikke ved, hvad han laver.
Michael Douglas skaber i Dr. Hank Pym den mest komplekse mentor-figur i MCU. Hvor andre Marvel-mentorer (Happy, Wong, Ancient One) primært eksisterer for at guide helten, er Pym selv en karakter i krise. Douglas spiller ham som en mand, der kæmper mod sin egen fortid – og som måske ikke er den rette til at guide andre. Det gør deres far-søn-dynamik langt mere interessant end MCUs sædvanlige mentor-forhold.
Evangeline Lillys Hope van Dyne representerer den perfekte balance mellem styrke og sårbarhed. Lilly spiller hende som en kvinde, der har brugt år på at undertryke sin smerte over moderens “død” – og som nu opdager, at hele hendes verdensopfattelse var en løgn. Hendes vrede over at blive holdt ude af missionen handler ikke om at bevise sig selv, men om at få lukket et åbent sår i sin sjæl.
Instruktør Peyton Reed forstod, at de medvirkende i Ant-Man havde en naturlig kemi, der ikke skulle overprodduceres. I stedet for at tvinge dem ind i Marvels sædvanlige formler, lod han deres individuelle styrker definere filmens tone. Resultatet blev MCUs mest intime film – en præstation, der kun var mulig med skuespillere, der forstod, at mindre nogle gange er mere.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
De medvirkende i Ant-Man beviste i 2015, at Marvel-formlen ikke kun fungerer med superstjerner og massive budgetter. De viste, at autentisk skuespil og ægte kemi kunne gøre selv den mest absurde præmis troværdig.
Paul Rudd har siden Ant-Man etableret sig som MCUs hemmelige våben – den skuespiller, der kan levere både komisk relief og emotionel tyngde i kritiske øjeblikke. Hans fremtidige MCU-optrædener vil sandsynligvis fortsætte med at udforske balancen mellem faderskap og heltegerning.
Evangeline Lilly har gennem The Wasp bevist, at hun var klar til hovedrollen fra starten. Hendes fremtidige projekter tyder på en skuespiller, der har fundet sin niche i actiongenren uden at opgive sin dramatic range.
Michael Douglas viste med Ant-Man, at veteranskuespillere stadig kan tilføre dybde til popcorn-underholdning. Hans mentorrolle i MCU åbnede døren for flere karakterskuespillere af hans kaliber.
De medvirkende i Ant-Man ændrede ikke blot MCUs DNA – de beviste, at superhelte-genren stadig kunne overraske os. I en tid, hvor blockbusters ofte føles masseproducerede, mindede de os om, at den rigtige magi opstår, når autentiske skuespillere får lov til at finde menneskeligheden i det fantastiske.
Og det er måske den største superkraft af dem alle.
