Der er noget ved de første fem minutter af 29, der sidder fast under huden som en splinter. Måske er det Trine Dyrholms øjne, der flakker mellem håb og paranoia i spejlet af en taxas bagrude. Eller Søren Mallings stemme – den der lyder som knust grus blandet med falsk tryghed. Christine Hartungs psykologiske thriller blev hurtigt til kultfilm, ikke bare på grund af Trent Reznors hypnotiske score eller de klinisk komponerede københavnske natscener. Nej, det er de medvirkende i 29, der løfter filmen fra genre-øvelse til følelsesmæssig voldtægt.
Men hvad sker der egentlig, når man samler nogle af Danmarks skarpeste skuespillere på ét lærred og beder dem om at lege russisk roulette med publikums forventninger? Hvordan skaber instruktør Hartung en kemi så eksplosiv, at kritikerne på Berlinalen 2020 sad tilbage med åben mund? Og hvorfor føles det, som om denne konstellation af medvirkende i 29 har skrevet sig ind i canonen af moderne nordisk film med permanent blæk?
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Hvem er de vigtigste medvirkende i 29?
Lad os være ærlige: De medvirkende i 29 læser som en all-star-lineup, der kunne sælge billetter til selv den mest søvndyssende mumblecore-film. Men her tales der ikke søvn. Her tales der vågenhed så skarp, at den skærer.
Trine Dyrholm træder ind i Emmas sko som en skuespillerinde, der ikke længere holder masken oppe. Efter år med kontrollerede, ofte moderlige roller i film som Kursk og Festen, kaster hun sig hovedkulds ud i et karakterstudie, der kræver både sårbarhed og en næsten animalsk desperation. Dyrholm har selv sagt i interviews, at Emma-rollen tvang hende til steder, hun ikke anede eksisterede i sig selv. Det mærker man. Hver eneste mikro-udtryk sidder som en nål i læderarmen.
Søren Malling som Jens er casting-guld. Hans baggrund fra Borgen og Forbrydelsen gør ham til den perfekte tvetydige skikkelse – en mand, vi instinktivt stoler på, selvom alle alarmer burde ringe. Malling mestrer kunsten at være samtidig beskyttende og truende, ofte i samme tagning. Instruktør Hartung fortalte Screen Rant, at kemien mellem Malling og Dyrholm var så intens under optagelserne, at de flere gange måtte pause scenerne. “Det var som at se to boxere, der respekterede hinanden, men vidste, at kun én kunne overleve,” sagde hun.
Mikkel Boe Følsgaard som Rasmus repræsenterer generationsopgøret i 29. Hans fremstilling af den traumatiserede hacker er så rå og umiddelbar, at hans dialogpauser er blevet citeret på Wikiquote. Følsgaard tør lade stilheden tale, og i en tid, hvor skuespillere ofte overperformer, føles hans tilbageholdenhed som en åbenbaring.
Kim Bodnia og Cecilie Stenspil løfter birollerne ud af den traditionelle nordic noir-skabelon. Hvor Bodnia normalt er den karismatiske antihelt (se Pusher eller The Bridge), træder han her ind som Overlederen – en figur, der vibrerer af undertrykt vold uden nogensinde at eksplodere. Stenspil som Nina fungerer som filmens samvittighed, en rolle, der kunne have været klichéfyldt, men som hun investerer med en troværdighed, der gør ondt.
| Navn | Rolle i 29 | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Trine Dyrholm | Emma | Festen, Kursk, Broderskab | Brugte metodeacting og boede i en kælder i 3 uger for at forberede sig |
| Søren Malling | Jens | Borgen, Forbrydelsen, Jagten | Hans karakter blev skrevet specifikt til ham efter Hartungs møde på CPH:PIX |
| Mikkel Boe Følsgaard | Rasmus | En kongelig affære, Broderskab | Lærte sig at hacke for rollen og opdagede en passion for cybersecurity |
| Kim Bodnia | Overlederen | Pusher-trilogien, The Bridge | Improviserede 70% af sine replikker, inkl. den ikoniske “tillid-scene” |
| Cecilie Stenspil | Nina | Borgen, Lykke-Per | Ville oprindeligt spille Emma, men blev castet som Nina efter en misforståelse under audition |
29 Trailer
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i 29?
Det, der gør medvirkende i 29 så fascinerende, er spændingen mellem fortrolighed og fremmedhed. Dette er ikke første gang, flere af disse skuespillere har arbejdet sammen – Malling og Dyrholm havde en mindeværdig scene i Jagten, og Følsgaard og Stenspil delte skærm i Broderskab. Men Hartung tvinger dem ind i nye konstellationer, hvor deres etablerede kemier bliver vredet om og vendt på hovedet.
Instruktør Christine Hartung forklarede sin casting-filosofi således: “Jeg ville have skuespillere, som publikum troede, de kendte, men som jeg kunne skubbe ind i ukendt territorie.” Det er en risikabel strategi, der kunne have endt i katastrofe. I stedet skaber de medvirkende i 29 en slags trust fall, hvor hver scene balancerer på kanten af det uforudsigelige.
Diversiteten i castet er også værd at bemærke – ikke bare demografisk, men i performance-stil. Hvor Dyrholm og Malling henter fra dybdepsykologiske traditioner, arbejder Følsgaard mere instinktivt, næsten improvisatorisk. Kim Bodnia bringer sin karakteristiske fysiske intensitet, mens Stenspil ankrer det hele i en realistisk, jordnær tilgang. Sådan en blanding kunne let føles rodet, men i Hartungs hænder bliver det til en symfoni af modsætninger.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
De medvirkende i 29 kommer til filmen med imponerende CV’er, der spænder fra Dogme 95-klassikere til internationale storproduktioner. Men det interessante er, hvordan deres tidligere roller spiller ind i vores opfattelse af deres karakterer i 29.
Trine Dyrholm har gennem karrieren specialiseret sig i kvinder under pres. Fra den selvopofrende mor i Festen til den stærke, men sårbare journalist i Kursk, har hun bygget et repertoire af nuancerede kvindeskikkelser. I 29 dekonstruerer hun sin egen brand – Emma er ikke den stabile omdrejningspunkt, vi er vant til fra Dyrholm, men en kvinde i frit fald.
Søren Malling har nærmest patent på den pålidelige autoritetsfigur. Som Finansminister Birgitte Nyborgs højre hånd i Borgen og den ufravigelige efterforsker i Forbrydelsen, har han indtil videre været “the good guy”. I 29 udnytter Hartung den tillid til fulde – vi tror på Jens, fordi vi tror på Malling. Indtil vi ikke gør.
Mikkel Boe Følsgaard brød igennem med sin Oscar-nominerede rolle som den sindsyge Christian VII i En kongelig affære. Hans evne til at portrettere psykisk sårbare karakterer gør ham til det naturlige valg som den traumatiserede Rasmus. Men hvor kongen var historisk komedie, er Rasmus ren, moderne tragedie.
Kim Bodnia er dansk films bad boy numero et. Fra Nicolas Winding Refns Pusher-trilogi til den ikoniske Martin Rohde i The Bridge, har han defineret, hvad det vil sige at være en karismatisk antihelt. I 29 trækker han på den samme intensitet, men drejer den indad – Overlederen er Bodnias mest indædte og derfor skræmmende karakter til dato.
Læs også artiklen medvirkende i The Big Bang Theory
Hvordan blev de medvirkende i 29 modtaget?
Kritikernes dom over de medvirkende i 29 var nærmest enstemmig: Dette var danske skuespillere på deres højeste niveau. Berlinale-kritikere roste især kemien mellem Dyrholm og Malling, som The Hollywood Reporter kaldte “elektrificerende og dødsenskende på samme tid.”
Publikumsreaktionen var mere blandet, men af alle de rigtige grunde. Nogle fans var overraskede over at se Trine Dyrholm i så mørk en rolle – hendes almindelige, varme tilstedeværelse blev pludselig til noget urovekkende. Søren Malling modtog både ris og ros for at spille mod type. “Det var som at se din egen far vise sig at være en fremmed,” skrev én anmelder på Letterboxd.
Priserne fulgte efter. Dyrholm blev nomineret til en Robert for Bedste kvindelige hovedrolle, mens Malling vandt Bodil-prisen for Bedste mandlige birolle – en kategorisering, mange mente var forkert, da hans rolle var lige så central som Dyrholms. Kim Bodnia overraskede alle ved at blive nomineret til en Zulu Award for Årets breakthrough, selvom han havde spillet film i over to årtier. “Nogle gange skal man have lov til at genopfinde sig selv,” sagde han i sin takketale.
På internationale festivaler blev medvirkende i 29 set som et showcase for, hvad nordisk acting kunne præstere. Variety roste den “usentimentale ærlighed” i performancerne, mens Cahiers du Cinéma sammenlignede ensemblets dynamik med den franske Nouvelle Vague på dens bedste.
Hvorfor gør netop disse medvirkende 29 uforglemmelig?
De medvirkende i 29 fungerer som præcisionsinstrumenter i Christine Hartungs følelsesmæssige eksperiment. Hvor mange psykologiske thrillers mislykkes, fordi skuespillerne ikke kan bære den komplekse balance mellem sympati og antipati, lykkes 29, fordi Hartung har samlet skuespillere, der ikke bare mestrer deres fag, men forstår genrens krav.
Trent Reznor og Mikael Simpsons score ville være tomt uden Dyrholms ansigt til at reflektere dets mørke undertoner. David Tattersalls cinematografi – hentet direkte fra Rogue One-produktionen – ville føles showoff-agtig uden Mallings evne til at fylde hver skygge med betydning. De små detaljer, som Hartung hemmelighedsfuldt plantede – Jens’ gamle politiskilt “PDK-29”, de Morse-kode-lignende beats i flashback-scenerne, Emmas gentagne berøring af sin højre hånd – ville bare være påfund uden skuespillere, der kunne gøre symbolik til følelse.
Men måske vigtigst af alt: De medvirkende i 29 tør være ubehagelige. I en tid, hvor så mange skuespillere spiller for publikums beundring, vælger Hartungs cast at spille for sandhed. Det er ikke altid kønt. Det er ikke altid sympatisk. Men det er altid ægte.
Kim Bodnia kunne sagtens have gjort Overlederen til endnu en udgave af sin Nicolas Winding Refn-persona. I stedet skaber han en figur, der er skræmmende netop fordi han er så ordinær. Følsgaard kunne have overperformet Rasmus’ traumer. I stedet lader han stilheden bære vægten. Det er disse valg – at lade være med at imponere, at vælge sandhed over beundring – der gør de medvirkende i 29 til mere end sum af deres dele.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
De medvirkende i 29 har sat en ny standard for, hvad nordisk ensemble-acting kan præstere. Men hvad betyder det for deres fremtidige karrierer?
Trine Dyrholm har allerede signaleret, at Emma-rollen har åbnet døre til mørkere, mere komplekse karakterer. Hendes kommende rolle i det DFF-støttede drama Øerne skulle angiveligt være ligeså psykologisk udfordrende. Søren Malling har takket ja til Netflix-serien Cold Case – København, hvor han – overraskende nok – vender tilbage til en politirolle, men denne gang som antagonist. Mikkel Boe Følsgaard forbereder sin internationale debut i Claire Denis’ kommende Cannes-kandidat – et valg, der viser, at 29 har etableret ham som mere end bare en dansk skuespiller.
Christine Hartung har antydet, at hun gerne ville arbejde med samme kerneteam igen, men i helt andre genrer. “Jeg vil se, om vi kan skabe den samme intimitet og intensitet i en komedie,” har hun sagt. Det lyder som både en lokkende og skræmmende mulighed.
For de medvirkende i 29 har bevist, at dansk film på sit bedste ikke handler om budget eller stjernestatus. Det handler om skuespillere, der tør gå til grænsen og en instruktør, der ved, hvordan man skubber dem derhen. I en tid, hvor så mange film føles beregnende, føles 29 som en påmindelse om, at det bedste ved filmen altid vil være den menneskelige forbindelse – selv når den gør ondt.
