Hvordan bliver man skilt?

Hvordan bliver man skilt? Der er mange ting at holde styr på og tage hensyn til i forhold til at blive skilt. Det er både i forhold til økonomi, hvem der skal have det fælles hjem, og hvordan samværsordningerne skal være med eventuelle børn. Heldigvis for dig behøver selve den juridiske proces med at blive skilt ikke at være svær.

Hvis du og din partner er blevet enige om at blive skilt, skal I bare bruge jeres Nem-ID. Derefter går den ene af jer ind på borger.dk og søger om skilsmisse. Når den anden har godkendt, er I blevet skilt. Det koster 300 kroner at få skilsmissen behandlet.

Separationsperiode giver jer mulighed for at tænke jer om

Hvis I føler, at det er for drastisk at blive skilt fra den ene dag til den anden, kan I vælge at blive separeret først. Det kan I være i en periode, indtil I er klar til at blive skilt. Separationen er typisk noget, som par bruger, hvis de ikke er sikre på, om en skilsmisse er det rigtige for dem. Er der en sandsynlighed for, at I finder sammen igen, er det rarere bare at være separeret frem for at være skilt.

Når I efter at have været separeret, har fundet ud af, om I skal skilles eller være sammen, kan I handle i forhold til det. Hvis I skal være sammen, flytter I bare sammen igen, og jeres separation bliver ophævet. Hvis I vil skilles, går I ind på borger.dk og søger om skilsmisse.

Hvordan bliver man skilt, hvis man ikke er enige om beslutningen?

De to ovenstående forløb med skilsmisse og separation efterfulgt af skilsmisse forudsætter, at I er enige om, at I vil enten skilles eller separeres. Er I ikke det, kan det blive lidt mere bøvlet for jer at blive skilt.

Hvis det kun er den ene part, der vil skilles, starter I med at blive separeret i seks måneder. Hvis I bliver enige om at blive skilt i løbet af de seks måneder, kan I gøre det med det samme. Ellers vil du først kunne blive skilt, når de seks måneder er gået.

Der er dog nogle tilfælde, hvor I ikke behøver at vente i seks måneder på at blive skilt, hvis I ikke er enige om det. Det er:

  • Hvis din partner har været voldelig over for dig eller jeres børn
  • Hvis din partner har været dig utro
  • Hvis I har boet hver for sig i mere end to år på grund af problemer i forholdet
  • Hvis din partner allerede er gift med en anden, altså hvis der er tale om bigami
  • Hvis din partner har bortført jeres fælles barn til udlandet

Sådan kan I blive enige om økonomi og samvær

Når I søger om skilsmisse på nettet, forudsætter det, at I er enige om, hvordan jeres penge skal deles, om den ene skal betale ægtefællebidrag, og hvordan samværet med jeres fælles børn skal fungere. Det er dog noget, der kan være svært at få til at gå op i en højere enhed.

Hvis I ikke er enige om at blive skilt, skal I altid igennem det, der hedder vilkårsforhandlinger. Der får I hjælp til at blive enige om, hvordan jeres penge skal fordeles, og hvor meget I hver især skal se jeres børn.

Selv hvis I er enige om, at I vil skilles, kan det være rart at have en vilkårsforhandling. Det koster 1500 kroner og kan være med til at gøre, at I nemmere bliver enige.

Andre artikler fra MX Press

Scroll to Top