Forestil dig at skulle caste en film om to teenagere, der planlægger en massakre – med et budget på 100.000 dollars og ingen stjerner på rollelisten. Hvordan finder man skuespillere, der kan bære 75 minutter af råt, ubarmhjertigt drama uden at falde igennem som papfigurer? Ben Coccio stod med netop dette dilemma i 2003, da han skulle finde de medvirkende i Zero Day.
Resultatet blev et cast så perfekt kalibreret, at filmen stadig giver gåsehud tyve år senere. Her er ikke tale om glansbillede-skuespillere eller prefabrikerede teenidoler. De medvirkende i Zero Day repræsenterer noget sjældnere: autentiske mennesker, der tør træde ind i et moralsk minefelt uden sikkerhedsnet.
Men hvad gjorde disse relativt ukendte ansigter til nøglen til en af de mest provokerende indie-film i nyere tid? Og hvordan formåede instruktør Ben Coccio at lokke præstationer frem, der føles så ubehageligt ægte, at man sommetider glemmer, det er fiktion?
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Hvem er de vigtigste medvirkende i Zero Day?
Ben Coccio – mesteren bag kameraet
Ben Coccio er instruktør, manuskriptforfatter og den kreative kraft, der fik Zero Day til at føles som et dokumentarisk mareridt. Med baggrund fra MTV-æraen og inspiration fra Gus Van Sants Elephant, skabte Coccio et værk, der aldrig giver publikum en moralsk kompasretning.
Hans vision var brutal i sin enkelhed: Lad teenagerne fortælle deres egen historie, uden voksne, der forklarer eller undskylder. Coccio filmede med 16mm og digitale HD-kameraer, hvilket gav filmen dens karakteristiske grain og ustabile æstetik. Som han selv indrømmede i 2020: “Jeg valgte at skjule kameraet forbi berømthedernes bakspejl for at holde fokus på ofrene.”
Cal Robertson – den uhyggelige autenticitet
Cal Robertson spillede Andre Kriegman, den indadvendte og skræmmende skrøbelige hovedperson. Robertson kom fra børneteater i Rochester, NY – en baggrund så langt fra Hollywood som muligt. Netop denne uskyldighed gjorde hans præstation så disturbing. Han leverer linjer som var det dagbognotater, ikke dialog.
Robertsons kendskab til teater gav ham en forståelse for timing og subtilitet, som mange filmskuespillere aldrig mestre. Men Zero Day blev også hans gennembrud – og i mange måder hans forbandelse, da rollen var så intenst personlig, at den kastede skygger over hans efterfølgende karriere.
Andrew Keegan – teenidolets transformation
Her ligger måske det mest geniale træk blandt de medvirkende i Zero Day: castingen af Andrew Keegan som Calvin Gabriel. Keegan var kendt som 90’ernes teenidol fra lettere romantiske komedier – præcis den type skuespiller, man ikke ville forvente i en film om skoleskyderi.
Men netop denne dissonans gjorde hans præstation så kraftfuld. Keegan spillede Calvin som en spøgelsesagtig skikkelse, der næsten svæver gennem scenerne med en urovækkende ro. Hans letbente image blev vendt på hovedet – og resultatet var en af filmens mest mindeværdige præstationer.
| Navn | Rolle i Zero Day | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Ben Coccio | Instruktør/Manuskriptforfatter | MTV-produktion, kortfilm | Leverede filmidéen på en telefonsvarerbesked |
| Cal Robertson | Andre Kriegman | Børneteater i Rochester, NY | Aldrig professionel film før Zero Day |
| Andrew Keegan | Calvin Gabriel | 90’er teenkomedier | Underviser i dag i skuespil |
| Michelle Burkholder | Krista | Lokalt teater | Ingen professionel erfaring |
| Justin Urich | Dan | Student-produktioner | Søn af skuespiller Robert Urich |
| Geoff Lazio | Fotograf | Dokumentarfilm | Lod kameraet “hvile” på gulvet i flere scener |
| Scott Ross | Klipper | Indie-produktioner | Klippede 75 minutter uden at miste intensitet |
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Zero Day?
Den måske største styrke ved de medvirkende i Zero Day ligger i deres fælles mangel på stjernestatus. Coccio castede bevidst skuespillere, der kunne forsvinde ind i rollerne uden at medbringe for meget Hollywood-ballast.
Michelle Burkholder og Justin Urich – der spillede birollerne som Krista og Dan – var begge amatører eller semi-professionelle. Denne ægthed gennemsyrer hver scene. Når de taler, lyder det som rigtige teenagere, ikke som 30-årige skuespillere, der prøver at spille yngre.
Kemien mellem Robertson og Keegan er særligt fascinerende. De to hovedpersoner har en underlig intimitet – ikke romantisk, men som to mennesker, der deler en mørk hemmelighed. Denne dynamik fungerer kun, fordi begge skuespillere turde gå ind i karakterernes psykologiske mørke uden at dømme dem.
Zero Day Trailer
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Cal Robertsons beskjedne filmografi
Efter Zero Day forblev Cal Robertson stort set i det underground, han kom fra. Han optrådte i mindre roller på tv-serier som CSI: NY og instruerede kortfilm, men har aldrig rigtig brudt igennem til mainstream. Måske var Zero Day simpelthen for intenst en debut – eller måske var Robertson aldrig interesseret i berømmelse.
Andrew Keegans overraskende udvikling
Andrew Keegan har haft den mest fascinerende karrierebane blandt de medvirkende i Zero Day. Efter sin tid som 90’er-teenidol vendte han tilbage til sine rødder i skuespilundervisning og har de seneste år arbejdet med retro-horror-projekter. Det er, som om Zero Day gav ham modet til at udforske mørkere materiale.
Ben Coccios fortsatte visioner
Instruktør Ben Coccio skrev senere dokumentaren The Energy Within og arbejder nu på en True Crime-serie. Hans tilgang til storytelling – ubarmhjertig ærlig, uden moralprækener – har gjort ham til en eftersøgt stemme i det amerikanske indie-miljø.
Læs også artiklen medvirkende i The Big Bang Theory
Hvordan blev de medvirkende i Zero Day modtaget?
Kritikerne var splittede, men fascinated. Screen Rant roste filmens “rå nerve”, mens Letterboxd-brugerne stadig debatterer, om filmen er “et nødvendigt mareridt” eller “for kompromisløs”. Rotten Tomatoes landede på 68% (“Certified Fresh”), mens Metacritic gav 62/100 – respektable tal for så kontroversielt materiale.
De medvirkende i Zero Day blev især bemærket på festivaler. Ved Bamberg Film Festival fik filmen en Special Mention, primært på grund af skuespillernes mod til at træde ind i så psykologisk farligt territorie.
Men den virkelige anerkendelse kom fra filmskoler. Zero Day blev et studieobjekt på uddannelsesinstitutioner i USA og Europa – ikke kun for sin historie, men for sin demonstration af, hvad autentisk casting kan opnå med minimale ressourcer.
Hvorfor gør netop disse medvirkende Zero Day uforglemmelig?
Her ligger kernen i Zero Day‘s vedvarende kraft: De medvirkende i Zero Day formår at skabe personer, ikke karakterer. Fra første billede af tonerullende himmel og skæve kameravinkler bliver vi trukket ind i et univers, hvor skuespillerne føles som rigtige mennesker med rigtige hemmeligheder.
Cal Robertsons indadvendte intelligens. Andrew Keegans spøgelsesagtige ro. Ben Coccios kompromisløse vision bag kameraet. Sammen skaber de en film, der nægter at give svar – den stiller bare spørgsmål og lader publikum kæmpe med ubehaget.
De medvirkende i Zero Day repræsenterer noget sjældent i moderne film: total engagement uden sikkerhedsnet. Ingen af dem gemmer sig bag stjernestatus eller forsøger at gøre deres karakterer sympatiske. De træder simpelthen ind i mørket og inviterer os med.
Det dokumentariske anslag – tidsstempler, kamerarystelser, voice-over fra dagbøger – fungerer kun, fordi skuespillerne aldrig bryder karakteren. De lever i filmens verden så fuldstændigt, at grænsen mellem fiktion og virkelighed begynder at flyde sammen.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
Tyve år efter premieren på Sundance Film Festival repræsenterer de medvirkende i Zero Day stadig noget unikt i filmhistorien: en gruppe mennesker, der turde skabe kunst i farligste betydning.
Cal Robertson fortsætter sit stille arbejde bag kulisserne, Andrew Keegan udforsker nye udtryk i horror-genren, og Ben Coccio forbereder sin True Crime-serie. Ingen af dem blev superstjerner – men måske var det aldrig pointen.
De medvirkende i Zero Day beviste, at autenticitet trumfer berømmelse. At mod trumfer budgetter. Og at de bedste præstationer kommer, når skuespillere tør gå ind i det ubehagelige uden at få forklaringer eller undskyldninger at gemme sig bag.
I en tid, hvor så mange film føles prefabrikerede og sikkert emballerede, står Zero Day som en påmindelse om, hvad der sker, når instruktører og skuespillere tør tage risici. Resultatet er ubehageligt, provokerende og umuligt at glemme – præcis som kunst bør være.





