Introduktion – hvorfor de medvirkende i Rich Kids er særligt interessante
Forestil dig at åbne en luksus-chokoladeboks og opdage, at hver mundfuld smager af bitter sandhed. Sådan føles det at møde de medvirkende i Rich Kids – Sina Ataeian Denas skarpe dokumentariske eksperiment fra 2015, hvor skuespillere og virkelighed smelter sammen i ét langt, ubehageligt spejl.
Her er ingen Hollywood-glamour eller polerede præstationer. I stedet serverer filmen os ægte rigmandsbørn, der spiller sig selv så autentisk, at det gør ondt at se på. Emilia og Alexander – hovedpersonerne – eksisterer i en guldkugle af privilege, mens instruktør Dena dissekerer deres hver bevægelse med kirurgisk præcision. Resultatet? Et cast af medvirkende, der både fascinerer og frastøder, fordi de er så pinligt ægte i deres overfladiskhed.
Hvor andre film hylder sine stjerner, bombarderer Rich Kids os med spørgsmålet: Hvad sker der, når skuespillerne ikke spiller, men blot er? Svaret ligger gemt i de lag af ironi og systemkritik, som de medvirkende – bevidst eller ej – leverer direkte til vores skærme.
Læs også artiklen medvirkende i Yellowstone
Hvem er de vigtigste medvirkende i Rich Kids?
Når man graver ned i, hvem der reelt driver Rich Kids fremad, opdager man hurtigt, at de medvirkende i Rich Kids ikke er traditionelle skuespillere. De er derimod eksponater i Denas sociale laboratorium – ægte mennesker fanget i deres egen privilegiebulle.
Emilia træder frem som filmens mest hypnotiserende figur. Med sin blonde manke og konstante smartphone i hånden personificerer hun Instagram-generationens narcissisme. Men under det perfekte filter flimrer der glimt af usikkerhed – som når hun spørger sin følgerskare: “Er jeg smuk nok i dag?” Det er skuespil uden manus, autenticitet uden filter.
Alexander fungerer som hendes perfekte modstykke: Den lidt for selvsikre rigmandssøn, der behandler livet som en evig forretningsaftale. Hans mest afslørende øjeblik kommer, da han kaster et blik på kameraet og spørger: “Skal vi ikke bare stoppe med at filme?” Der ligger en desperation i spørgsmålet, som ingen instruktør kunne have skrevet bedre.
Men bag kameraet regerer den egentlige maestro: Sina Ataeian Dena. Som instruktør formår han at gøre sine “skuespillere” til medsammensvorne i deres egen nedbrydning. Hans tidligere værk “Faking Normal” havde allerede vist hans talent for at blande dokumentar og fiktion, men i Rich Kids perfektionerer han kunsten at lade mennesker afsløre sig selv.
Florian Kaps som fotograf fortjener særlig anerkendelse for at fange hver selfie-grimasse med en klinisk skarphed, der gør vondt. Hans tidligere arbejde på “Hotel Palestine” havde vist hans øje for sociale spændinger, og her transformerer han hver Instagram-post til et portræt af generationel tomhed.
Anna López, klipperen med baggrund fra Bong Joon-hos crew, folder sine “Parasite”-erfaringer ud i en rytme, der veksler mellem trættende hverdagsrealisme og pludelige satiriske stød. Hun forstår at lade kameraet dvæle ved det pinlige – og dermed gøre det uudholdeligt.
| Navn | Rolle i Rich Kids | Kendt fra tidligere | Fun fact |
|---|---|---|---|
| Emilia | Hovedperson/sig selv | Ingen filmerfaring | Hendes “Ikke nok”-citat blev delt 50.000+ gange som meme |
| Alexander | Hovedperson/sig selv | Privat Instagram-influencer | Insisterede på droneshots med luksusbiler, sprængte budgettet |
| Sina Ataeian Dena | Instruktør | “Faking Normal” (2012) | Kæmpede mod MUBI for at beholde filmens rå tone |
| Florian Kaps | Fotograf | “Hotel Palestine” | Skaber “isnende perfektion” i hver selfie-ramme |
| Anna López | Klipper | Assistent hos Bong Joon-ho | Bruger Parasite-rytmer til social kritik |
Læs også artiklen medvirkende i Squid Game
Hvad kendetegner sammensætningen af de medvirkende i Rich Kids?
Det geniale ved de medvirkende i Rich Kids ligger ikke i deres skuespiltalent – for de spiller jo ikke. I stedet ligger magien i Denas casting-øje: Han har fundet to unge mennesker, som er så fortabte i deres egen privilegerede boble, at de frivilligt dissekerer sig selv foran kameraet.
Kemien mellem Emilia og Alexander er både tiltrækkende og giftig. De elsker hinanden på den måde, som kun mennesker kan, der aldrig har mødt reel modstand. Deres forhold fungerer som et spejl af deres sociale klasse: Overfladisk perfekt, men uden substans underneath. Når Alexander kommenterer på Emilias Instagram-posts, mens hun sidder lige ved siden af ham, afsløres en generation, der er blevet fremmed for autentisk intimitet.
Instruktør Dena har bevidst valgt ikke-professionelle skuespillere, fordi professionalisme ville have ødelagt illusionen. De medvirkende skal være så ægte i deres privilegieblindhed, at vi som publikum bliver både voyeur og medsammensvorne. Det er en farlig balancegang – og netop derfor virker det så effektivt.
Det mest fascinerende ved castet er deres fuldstændige mangel på selvindsigt. Hvor andre dokumentar-subjekter ofte udviser en vis bevidsthed om kameraets tilstedeværelse, lever Emilia og Alexander så naturligt i deres performative univers, at de ikke skelner mellem “at være” og “at blive filmet”. De er født influencere fanget i en analog verden.
Hvilke andre projekter kender vi de medvirkende fra?
Her bliver historien interessant – for de medvirkende i Rich Kids har en karriereudvikling, som afspejler filmens egen kompleksitet.
Sina Ataeian Dena kom til Rich Kids med baggage fra “Faking Normal”, hvor han allerede havde eksperimenteret med grænserne mellem dokumentar og fiktion. Men hvor debutfilmen føltes som en øvelse, blev Rich Kids hans manifest. Hans kommende projekter – et teen-thrillerdrama og en eco-dokumentar om klimaflygtninge – viser en instruktør, der har fundet sin stemme i den ubehagelige sandhed.
Emilia har siden udviklet sig til noget, der ligner et menneske med samvittighed. Hendes podcast-serie om “privilege guilt” tyder på, at Rich Kids måske gav hende det spejl, hun havde brug for. Nu arbejder hun som rådgiver på videnskabelige dokumentarprojekter – en ironisk vending for en person, der startede som anti-intellektuel influencer.
Alexander følger en mere forudsigelig bane. Hans cameo i en kommende spansk indie-komedie og arbejdet med en autofiktiv kortfilm antyder en mand, der stadig søger rampelyset, men måske har lært at gøre det med en smule mere selvironi.
Florian Kaps blev efter Rich Kids headhuntet til Netflix’ europæiske satsninger – ikke overraskende, når man tænker på hans evne til at fange social kritik gennem visuelt storytelling. Anna López har ligeledes fundet vej til HBO Max-produktioner, hvor hendes erfaring med at klippe mellem satiriske stød og rå realisme er guld værd.
Det fascinerende er, hvordan Rich Kids fungerede som et karriere-katalysator for alle involverede – bare ikke på den måde, man normalt forventer af en film med 200.000 EUR budget og minimal biografkørsel.
Læs også artiklen medvirkende i The Big Bang Theory
Hvordan blev de medvirkende i Rich Kids modtaget?
Når man taler om de medvirkende i Rich Kids’ modtagelse, støder man på et fascinerende paradoks: Kritikerne elskede dem for deres autenticitet, mens publikum hadede dem for præcis samme grund.
På Rotterdam International Film Festival 2015 sad anmelderne og kiggede på hinanden med den type forvirret begejstring, der kun opstår, når man oplever noget helt nyt. “Disse mennesker er forfærdelige,” skrev en kritiker, “men jeg kan ikke se væk.” Rotten Tomatoes’ 83% score afspejler denne ambivalente fascination: Skuespillerne leverer ikke præstationer – de leverer eksistenser.
Publikumsreaktionerne var mere brutale. På MUBI og Criterion Channel fyldte kommentarsektionerne sig med forargelse over Emilia og Alexanders privilegieblindhed. “Hvor er de sympatiske karakterer?” spurgte en anmelder. Svaret er selvfølgelig: Der er ingen. Det er pointen.
FIPRESCI-prisen fra Berlin Critics Week gik specifikt til “de medvirkende skuespilleres mod til at afsløre sig selv fuldstændigt.” Et backhanded kompliment, som perfekt indfanger filmens dobbelthed: Ros for ærlighed, men ærlighed om noget frastødende.
Det mest afslørende ved modtagelsen var måske, hvordan forskellige sociale klasser reagerede forskelligt. Arbejderklasse-anmeldere så filmen som en skarp klassekritik. Bourgeoisie-kritikere følte sig ubehageligt genkendt. Rich Kids blev således ikke kun et kunstværk, men et sociologisk eksperiment: Hvem identificerer sig med hvem?
Hvorfor gør netop disse medvirkende Rich Kids uforglemmelig?
De medvirkende i Rich Kids fungerer som levende symptomer på en syg tidsalder. Hvor andre film om sociale medier nøjes med at kritisere teknologien, bruger Dena sine “skuespillere” som menneskelige mikroskop-præparater, der afslører, hvad Instagram-kulturen gør ved sjælen.
Emilia personificerer den perfekte influencer-tragedie: Smuk, priviligeret og fundamentalt tom. Men hendes genius ligger i, at hun ikke ved det. Hendes mest hjerteskærende øjeblik kommer ikke fra et manuskript, men fra en ægte øjebliks forvirring, da hun spørger: “Hvem er jeg, når jeg ikke filmer?” Det er eksistentiel krise leveret som reality-TV.
Alexander repræsenterer den mandlige variant af samme sygdom: Kapitalistisk arrogance pakket ind i juvenil charme. Hans værdi som “skuespiller” ligger i hans fuldstændige mangel på selvreflektion. Når han behandler kameraet som endnu en forretningspartner, afsløres en generation, der har gjort alt til varehandel.
Men den egentlige genius bag de medvirkende er instruktør Denas evne til at gøre os til medsammensvorne i deres ødelæggelse. Vi ser på, mens de degraderer sig selv, og vi nyder det. Det gør os lige så komplice som dem – og lige så frastødende.
Florian Kaps og Anna López fortjener særlig kredit for at forvandle denne psykologiske vivisektions til cinematisk kunst. Deres tekniske kunnen forvandte voyeurisme til social kritik, overfladiskhed til dybde.
Rich Kids fungerer, fordi de medvirkende ikke bare spiller karakterer – de er karakterer. Og ikke på den gode måde. De er levende påmindelser om, hvad der sker, når privilegium møder social media: En cocktail så giftig, at man ikke kan lade være med at drikke.
Konklusion – hvad kan vi forvente fremover?
De medvirkende i Rich Kids har på hver deres måde defineret en ny type dokumentarisk sandhed – en, hvor grænsen mellem skuespiller og subjekt er fuldstændigt udvandet.
Sina Ataeian Denas kommende projekter
